Jensen, Sven Allan ApS:
Aalborgmetodens anvendelighed i andre kommuner. Aalborg, februar 2000.

Aalborgmetoden er en konsulentrapport fra Svend-Allan Jensens tegnestue. Rapporten består af to dele, Aalborgmetoden og Aalborgmetodens anvendelighed i andre kommuner

Rapporterne fylder henholdsvis 91 og 56 sider, og kan downloades i wordformat

Download Aalborgmetoden

Download Aalborgmetodens anvendelighed i andre kommuner

Sammenfatning af Aalborgmetoden

Aalborg Kommune har som en af de få kommuner eller måske eneste i landet gennemført en fuldstændig fornyelse af kommuneplanlægningen for de centrale byområder. Udgangspunktet for fornyelsen var, at Aalborg Kommune ønskede at sætte genbrug af eksisterende byområder i centrum for planlægningen. "Tavlen blev vasket ren" i forhold til den hidtidige kommuneplanlægning. De nye planer og processen omkring dem skulle udformes, sådan at de bedst muligt løste opgaven med fornyelse i eksisterende områder uden skelen til den tidligere praksis. De nye planer består af et Bykatalog for det centrale byområde i Aalborg og Nørresundby og et Fjordkatalog for de fjordnære områder.

Hovedstrukturen er i begge planer kortfattede politiske dokumenter, der beskriver, hvilke mål politikerne har for områderne, og hvordan målene skal nås. "Bypolitikken" lægger stor vægt på at forbedre byens og fjordkystens visuelle kvaliteter samtidig med, at der skabes levende byområder med blandede anvendelser i form af nye boliger, arbejdspladser og byliv i bred forstand. I handlingsdelen udpeges en række konkrete projekter, som skal medvirke til at nå målene. Der er både kommunale projekter og private projekter. Det omfattende kommunale "byforskønnelsesprogram" omfatter forskønnelse af gader, pladser og indfaldsveje i bymidten. Herudover udpeges en række konkrete byomdannelsesområder, fx Dansk Andels Cements nedlagte cementfabrik i Nørresundby og den gamle kemikaliefabrik "Kemira" i Nørresundby.

Rammedelen følger op på de bypolitiske mål. Hele det centrale område udlægges til "blandede bymæssige anvendelser" uden de normale underopdelinger i områder med forskellige anvendelser. Alle bymæssige anvendelse har som udgangspunkt ret til at etablere sig i en tæt sammenblanding. Bymæssige anvendelser er fx boliger, butikker, erhverv, kultur- og fritidsaktiviteter, offentlige funktioner mv. Anvendelsesmulighederne indskrænkes kun for enten at nå de bypolitiske mål eller overholde love og regler. Af hensyn til bypolitikken beskyttes boligerne mod at blive fortrængt af erhverv og anvendelserne i strøggaderne må kun være publikumsorienterede. For at overholde miljøkravene skal alle erhverv og andre aktiviteter være miljøvenlige sådan, at de kan "leve" tæt på hinanden. Miljøvenlige aktiviteter defineres i et klassifikationssystem, hvor alle former for erhverv og aktiviteter er tildelt en erfaringsbaseret miljøklasse. Rammebestemmelserne er udformet både som regler og som inspiration. Der er for de fleste områder ideskitser og beskrivelser af mulighederne i området.

Boligudbyggelsen var under 1970 og 1980'ernes planlægning præget af brede og overordnede debatter. I forbindelse med Bykataloget blev der indført en debatform, hvor alle selvfølgelig fik mulighed for at være med, men de særligt interesserede og aktive fik stor indflydelse på både overordnede og detaljerede spørgsmål. "Planlægningspanelet" var med i planudarbejdelsen på lige fod med forvaltningen og leverede et omfattende input til planerne.

Erfaringer

Det kommunale "byforskønnelsesprogram" er langt hen ad vejen realiseret. Mange af de udpegede gader, pladser og indfaldsveje er allerede forskønnet med ny belægning og inventar. Den kommunale indsats har trukket betydelige private investeringer med sig i ny- og ombygninger og nye facader og har sammen med den generelle forbedring i samfundsøkonomien medført en stigende lyst til at investere i byen.

Af de store byomdannelsesopgaver er nogle få gennemført eller er under gennemførelse. I en del områder er der detaljeret og lovende planlægning i gang. I et par store områder er der konkrete forhandlinger i gang om kommunal overtagelse for at bane vej for en detaljeret planlægning. De resterende områder er endnu i venteposition. Erfaringerne viser, at omdannelse af gamle industriområder til nye blandede bydele er meget tunge og tidskrævende opgaver. Det er lykkedes for Aalborg Kommune at komme forholdsvis langt, når opgavernes karakter og tiden tages i betragtning. Kommunen har løbende fulgt op på opgaverne og holdt dialogen med grundejerne i gang, og den politiske ledelse er gået meget aktivt ind på de kritiske tidspunkter og banet vejen for, at byomdannelsen kan komme i gang. I nogle sager er det lykkedes at få byomdannelsen sat i gang på privat initiativ og med kommunen som "fødselshjælper". I andre tilfælde har det været nødvendigt for Aalborg Kommune at overtage ejendommene, og stå for nedrivning og oprydning med videre salg for øje. I området mellem broerne i Aalborg, som er den største igangværende byomdannelsesopgave, har kommunen måttet ofre betydelige ressourcer på "byggemodningen", da der bl.a. viste sig at være store funderingsproblemer. Der er desuden opstået betydelige lokale trafik- og parkeringsproblemer. Sagen peger på, at et enkelte projekt i større sammenhæng måske er umærkeligt, men over længere tid vil byomdannelsen i de mange områder medføre en mærkbar ekstra trafikbelastning og deraf følgende miljøproblemer. Der er således brug for at finde løsninger, hvor den øgede tæthed og aktivitet ikke fører til overbelastninger af miljøet som følge af den stigende biltrafik. For at øge kommunens muligheder for at fungere som problemløser og igangsætter er det for nyligt besluttet at etablere en jordpulje til midlertidig råden over ejendomme i byomdannelsesområderne.

Erfaringerne viser, at målene om blandede bymæssige anvendelser, er vanskelige at realisere. Flere forhold trækker i modsat retning. Forskellene i erhvervenes huslejeevne betyder, at bredden i bymidtens erhverv indskrænkes. De økonomisk stærke ligger ét sted – de svage et andet sted. Selv om nogle værksteds- og produktionserhverv kan etablere sig i bymidten indenfor miljøklassifikationssystemet, så afholder de sig fra at etablere sig i bymidten af frygt for miljøproblemer. I tråd hermed er det ikke god miljøsagsbehandling, at opfordre erhvervene til at etablere sig i bymidten, hvis det indebærer en risiko for virksomheden. I gamle erhvervs- og havneområder betyder miljølovgivningen, at en enkelt tilbageværende virksomhed kan blokere for opførelse af boliger, og de meget støjende virksomheder kan have konsekvensområder, der omfatter meget store dele af byen. Der er også en tendens til, at byfornyelsen medfører mindre varierede områder, hvor fx baggårdserhvervene forsvinder. Pænheden, der opstår med byfornyelsen, kommer til at stå i kontrast til baggårdserhvervene, og risikoen for klager og uoverensstemmelser over fx oplag og rod omkring virksomheden øges.

Endelig viser erfaringerne, at det ledelsesmæssigt er vanskeligt, at "tørre tavlen ren" og indføre en helt ny måde at planlægge på. Der opstår let modvilje mod nye metoder, og den indarbejdede praksis har en tendens til at fortsætte.

Aalborg Kommunes høje prioritering af de centrale byområder som byudviklingsområder står ikke alene. Byudvikling i byens udkant har være forsømt i en del år, men indsatsen er nu intensiveret i forstæderne og oplandsbyerne. Flere forhold peger på, at det er vanskeligt udelukkende at satse på byudvikling "indenfor murene". Der er for det første stadigvæk behov for arealer til forurenende eller pladskrævende funktioner, som ikke kan ligge i bymidten eller andre tætte og blandede byområder. Dernæst sætter konkurrencen fra nabokommuner, der har billige grunde til salg på bar mark, en konsekvent politik om genbrug af eksisterende byområder under hårdt pres. En tredje årsag er, at entreprenørerne i bred forstand agerer bedst ude på "marken". De sætter sig ofte på attraktive byudviklingsarealer på et tidligt tidspunkt, og får dermed en stor interesse i at dirigere udviklingen.

Hvad kan vi så lære?

• Aalborg Kommune har vist, at det kan lade sig gøre at påvirke byudviklingen i positiv retning. Ved at investere i byen og samarbejde med grundejere og investorer er det lykkedes at øge de private investeringer i byen og byomdannelsen.

• Omdannelse af gamle industri- og havneområder til nye blandede bydele er meget tunge men ikke umulige opgaver at løse. Udpegning af byomdannelsesområder i en plan er kun en begyndelse. De private kommer sjældent i gang af sig selv. Kommunen må være fødselshjælper og være både inspirerende, tålmodig og en god problemløser. På de "kritiske" tidspunkter i en sag må den politiske ledelse gå ind i sagerne og i nogle tilfælde være villige til at acceptere et "byggemodningstab".

• Efterspørgselsmønstret og investeringslysten er den grundlæggende bagvedliggende drivkraft og forudsætning for at gennemføre byomdannelsesprojekter. Hvis planerne rammer skævt i forhold til markedet, bliver økonomien en meget kraftig barriere for gennemførelse af byomdannelse, og kommunen står svagt i forhandlingerne om at fastholde kvalitetskrav til området. Der er behov for en meget bedre forankring af planlægningen og kommunens løbende forhandlinger i de markedsmæssige muligheder end, der normalt ses i planlægningen.

• De forskellige anvendelsers økonomiske formåen og nødvendigheden af bestemte beliggenheder går i retningen af en funktionsopdelt by, men planlægningen kan modvirke opsplitningen. I de attraktive bymidter er det fx nødvendigt gennem planlægningen at beskytte boliger mod at blive fortrængt af erhverv, eller at udpege delområder til erhverv med lavere huslejeevne, hvis en blandet bymidte ønskes fastholdt.

• Muligheder for at fastholde bypolitiske mål om fx blandede byområder afhænger af om kommunen er aktiv og udfarende i sin planlægning og dermed sætter dagsordenen. Konkrete planudspil provokerer og sætter samtidig grundejerne i gang med at overveje og se andre muligheder i området i fremtiden. I de efterfølgende forhandlinger er det vigtigt, at kommunen er klar til at indgå kompromiser og evner at fastholde interessen frem til gennemførelse af planerne.